Husker du at rose og anerkende dine medarbejdere?
Spørger man ind til trivsel på arbejdspladsen blandt medarbejdere, er det ofte når man bliver rost og anerkendt for det arbejde man har udført, og man føler sig set og hørt af ledelsen.
Når der er fuld fart på arbejdsopgaver og arbejdsdagen buldrer derudaf, er det vigtigt som leder at tage sig tid til at rose og anerkende sine medarbejdere. Ros og anerkendelse fra ledere og kollegaer skaber trivsel og mindsker sygefravær og stress på arbejdspladsen.
Professor og forsker Norbert Semmers stressteori beskriver hvordan stress bliver en konsekvens af for høje krav i arbejdet kombineret med lav indflydelse og anerkendelse. Han beskriver, at anerkendelse ikke nødvendigvis kun er en lønstigning, men en kombination af flere ting. Blandt andet kan det være et skulderklap at man som medarbejder tilskrives værdi for de sociale kompetencer man tilføre gruppen. At man kan anerkendes ved at få meningsfulde og udfordrende arbejdsopgaver som er selvudviklende. Anerkendelse opleves også når chefen giver konstruktiv feedback, samt ros af det arbejde man har lavet. Dette vendes der tilbage til senere.
Hvorfor rammes vi af stress på arbejdspladsen?
Det er ikke altid helt let at finde frem til årsagen, hvorfor mennesker rammes af stress på arbejdspladsen, og der er derfor ingen lette løsninger at tage i brug på arbejdspladsen. Det siges dog, at arbejdsbetingelser samt krav og indflydelse / medbestemmelse er hovedområder, som skal være balanceret. I denne sammenhæng kan det være oplagt at kigge nærmere på arbejdsmiljøet i en given virksomhed. Et godt arbejdsmiljø med passende rammer for de enkelte medarbejdere kan skabe større arbejdsglæde samt fremme kvaliteten af arbejdet. Et eksempel på dette kan være, at ansatte i en virksomhed er bekendt med sin rolle, forventninger samt opgaver som skal vedtages. Det handler også om, at der bliver tildelt plads og tid til at foretage en specifik opgave, hvor der kan være fokus på konstruktiv feedback og anerkendelse af hinandens arbejde og indsats. Noget som også er nævnt tidligere vedrørende Norbert Semmers stressteori. Specielt ved udfordrende eller nyere arbejdsopgaver kan en inddragelse af medarbejderen samt anerkendelse og ros føre til høj trivsel, og dermed lavere sygefravær.
I denne sammenhæng kan der være tale om, hvordan et godt psykisk arbejdsmiljø kan være med til at påvirke trivslen på arbejdspladser med god ledelse, inddragelse og et støttende kollegaskab. Med en oplevelse af et godt psykisk arbejdsmiljø, hvor man bl.a. roser og støtter hinanden, viser sig at kunne skabe følelsen af tryghed blandt medarbejderne, hvilket også kan føre til, at medarbejderen kan forholde sig kritisk, tale åbent om bekymringer uden at frygte, hvad der kommer retur.
Det er derfor essentielt for dig og dine kollegers stress, at man roser, anerkender, og behandler hinanden ordentligt. Det er et centralt emne at fokusere på i forhold til at forebygge stress på arbejdspladsen.