Skip to main content

Søvns indflydelse på dit arbejdsliv

Udgivet af
d. 3. september 2019

Alle kender det. Man har ikke fået sovet ordentligt og så virker arbejdsdagen lige pludselig meget uoverskuelig. Der skal ikke så meget til, for at vi bliver trætte i løbet af arbejdsdagen eller får svært ved at holde koncentrationen og derfor præsterer dårligere. Hvis man kommer bare en smule senere i seng end man plejer, sommervarmen gør det svært at få en god nattesøvn eller man bliver vækket af familiens små medlemmer i løbet af natten, kan det have konsekvenser for følgedagens overskud.

Søvnmangel kan påvirke sociale relationer

Dog er det vigtigt at pointere, at vores behov for søvn er individuelt. Udover at det kan gå ud over din ydeevne på arbejdet, kan det også gå ud over dine sociale relationer med kollegaerne. Søvnmangel kan give dig en kortere lunte og mindske lysten til samtaler eller samvær med kollegaerne, hvilket på sigt kan have indvirkning på det psykiske arbejdsmiljø.

Det viser en ny undersøgelse fra University of South Florida, som er blevet udgivet i tidsskriftet ”Sleep Health”. I undersøgelsen deltog 130 personer med mindst ét barn i skolealderen. Falder søvnkvaliteten eller mængden af søvn, føler man sig ofte stresset næste dag, hvilket både går ud over arbejdsdagen og privatlivet.

Frygten for at sove dårligt kan få dig til at sove dårligt

Frygten for at sove dårligt kan øge risikoen for rent faktisk at sove dårligt. Det vil sige, at du ikke skal gå rundt og være bekymret for, om du nu fik sovet nok i nat og om du mon kan præstere godt nok i løbet af ugen. Den bekymring kan nemlig være årsag til, at du ikke falder til ro om natten.

God søvn er en vigtig faktor for dit generelle velbefindende, men vi kan sagtens klare os med mindre søvn i perioder. For langt de fleste går perioder med dårlig søvn væk af sig selv.

Gode råd for god søvn

Nogle generelle råd for god søvn er bl.a. ikke at indtage for meget væske inden sengetid, for at undgå toiletbesøg om natten. Derudover er det en god ide at undgå skærmtid, store måltider, alkohol og tobak samt hård fysisk træning inden sengetid. Et mørkt soveværelse med en temperatur på 18 – 21 grader og en god seng giver gode forudsætninger for god søvn.

Af Josefine Huusom