Skip to main content

Hold i nakken og nakkesmerter

Udgivet af
d. 28. april 2022
Er stillesiddende arbejde virkelig usundt?

Hold i Nakken!

Av! Et pludseligt jag af smerte, hver gang du forsøger at dreje hovedet. Fornemmelsen af at have halskrave på. Hold i nakken er heldigvis ufarligt, men kan føles ganske ubehageligt. 

Hold i Nakken er et symptom på at noget i nakken ikke fungerer optimalt. Det kan være en muskel der er blevet stiv og ubevægelig, eller et facetled, der er låst i nakkens ryghvirvler. Der kan være mange årsager til hold i nakken og de er næste umulige at kortlægge, da der er så mange variabler. Hvis man vågner om morgenen med nakkesmerter, kan det være nærliggende at tænke at en ”skæv” sovestilling kan være skyld i hold i nakken. Det er umuligt at kontrollere nakkens position, når vi sover, og derfor kan enkelte sovestillinger ikke udpeges til at være ”værre” eller ”bedre” end andre.

Når uheldet så er ude, skal man først og fremmest finde ud af at være i smerten og komme igennem hverdagen uden at isolere sig selv hjemme i sengen. Det bedste du kan gøre, er at holde dig aktiv, bevæge nakken blidt inden for smertegrænsen f.eks. ved at gå en tur og forsøge at lave nogle simple nakkeøvelser i løbet af dagen. Undgå at køle nakken ned ved at bruge ispose, men hold i stedet nakken varm ved bevægelse. Smertestillende medicin kan gøre det nemmere at holde nakken aktiv. Kontorarbejde kan være udfordrende med hold i nakken, men generelt forlænger det kun smertetiden hvis man sygemælder sig og udgår af de sociale fællesskaber på arbejde. Det kan være svært at finde en behagelig siddestilling, og det kan være en fordel at arbejde med hyppige pauser og skift i arbejdsstillingen i løbet af dagen.

Hvordan forebygger man hold i nakken og nakkesmerter?

Tja, nakkesmerter og hold i nakken kan forekomme af mange ting, og forebyggelse er derfor også en mere generaliseret, fremfor enkelte øvelser eller justeringer. Først og fremmest så handler det om bevægelse, og om at lad musklerne i nakken ”slappe af”. Der er flere yogaøvelser der gør netop dette f.eks. hundestræk hvor du har mulighed for at ”slippe nakken” og ”lade hovedet være tungt”. Styrketræning og elastiktræning af skulder og nakke muskulaturen vil have samme behandlende og forebyggende effekt. Vær opmærksom på din siddestilling når du arbejder ved en computer, skift om muligt arbejds- og siddestilling hver 30. minut, og sørg for at toppen af skærmen er i øjenhøjde. Undgå så vidt muligt at arbejde på bærbar uden separat skærm eller tastatur, da det vil tvinge dig til at sidde med nakken bøjet. Lette nakkeøvelser hvor du trækker hagen tilbage (laver dobbelthage), og fra den stilling, langsomt både roterer, bøjer og sidebøjer hovedet, kan også være med til at forebygge hold i nakken. 

Kilder:

https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/knogler-muskler-og-led/sygdomme/ryg-nakke-bryst/forebyggelse-af-nakke-og-skuldersmerter/

https://www.klinik.dk/hold-i-nakken-hvad-gor-jeg/