Skip to main content

Sundhedsmyter #1

Udgivet af
d. 9. april 2019

Det kan være svært at finde rundt i alle myterne om sundhed. Man hører tit om hvad man må spise, hvad man ikke må spise, hvornår man skal spise det, hvor meget og hvilken slags motion er bedre end en anden slags motion og meget mere. Find hoved og hale i nogle af de mange sundhedsmyter i denne og de næste artikler! Mange af nedenstående myter bliver præsenteret i bogen ”100 myter om motion og vægttab”, hvor sundhedsforskerne Bente Klarlund Pedersen og Morten Zacho forklarer hvad der er sandt og falsk omkring sundhedsmyterne.

At svede meget er tegn på dårlig kondition?

Begynder man at svede meget mens man træner, kan man godt få følelsen af, at det er fordi man er i dårlig form. Men faktisk sveder veltrænede folk mere end folk i dårlig form. Kroppen bliver bedre til mange ting, hvis man træner: Vi danner flere blodkar i musklerne, vi får lavere hvilepuls og højere iltoptagelse. Og kroppen bliver også bedre til at svede! Der dannes flere svedkirtler, som gør, at kroppen bliver bedre til at komme af med varmen ved at svede. På den måde køles kroppen ned og vi kan holde til at træne i længere tid.

Én genstand alkohol om dagen er sundt?

Et glas vin eller en øl om dagen er sundt – det er der i hvert fald mange, der har hørt. I nogle undersøgelser ses en sammenhæng mellem indtaget af en genstand om dagen og en nedsat risiko for hjerte-kar-sygdomme. Det man ikke ved er, om det skyldes selve alkoholen eller antioxidanterne, som indtages. Til gengæld vurderer WHO, at alkohol helt sikkert er kræftfremkaldende. Så du skal ikke drikke alkohol for din sundheds skyld, men nyd det i små mængder! Sundhedsstyrelsen anbefaler derudover, at du som mand ikke skal indtage mere end max 14 genstande om ugen og max 7 genstande om ugen som kvinde.

Man bliver tyk af kulhydrater?

For at tage på i vægt kræver det kalorieoverskud. Det vil sige, at man skal indtage flere kalorier med maden end man forbrænder – uanset om det er kulhydrater eller andet. Men indtages der for større mængder kulhydrater end vi forbrænder, kan kroppen omdanne det til fedt og lagre det i fedtceller. Det er dog vigtigt, at kulhydrater er del af kosten, da det bruges som brændstof til hjernen og musklerne og derudover indeholder vigtige kostfibre, mineraler og vitaminer. Men som ved alt andet gælder samme regel også her: Alt med måde! Det er vigtigt, at skelne mellem de simple kulhydrater, såsom hvid pasta, hvidt brød og hvid ris, og de komplekse kulhydrater, såsom fuldkornsprodukter, bælgfrugter og grøntsager.

De simple kulhydrater er letfordøjelige og indeholder meget få fibre. De optages hurtigt i blodet, hvilket vil få dit blodsukker til at stige hurtigt og efterfølgende falder det drastisk. Det er årsag til, at du bliver træt og dit energiniveau falder. Faldet i dit blodsukker vil derudover udløse en følelse af sult, som får dig til at spise igen og på den måde får du hurtigt indtaget for mange kalorier i løbet af dagen. De komplekse kulhydrater indeholder fibre og mætter i længere tid. De nedbrydes langsommere og dit blodsukker og energiniveau er derfor mere stabilt.
Ved kulhydrater handler det altså om at spise de rigtige og spise med måde!

Æg er dårligt for dit kolesteroltal?

Æggeblommen har et højt indhold af kolesterol. Mange tror derfor, at ens kolesteroltal i blodet stiger og er sundhedsskadeligt, hvis man indtager for mange æg. Men mad med et højt indhold af kolesterol har kun en meget lille effekt på blodet. Kroppen kan selv danne og regulere kolesterol. Derimod har mættet fedt, som vi indtager med bl.a. smør, bacon og fløde, en meget større indflydelse på vores kolesteroltal end kolesterol i æg.

Af Josefine Huusom