Skip to main content

Ondt i Lænden – Hvad kan du gøre? 

Udgivet af
d. 2. maj 2022
Er stillesiddende arbejde virkelig usundt?

De fleste kender det! Pludseligt ondt i lænden, der kan føles lammende for enhver form for bevægelse. Op mod 90% af alle nyopståede smerter i lænden aftager af sig selv, men hvad kan du selv gøre for at hjælpe dem på vej og i bedste fald undgå, at det sker igen og igen? Det vil vi forsøge at belyse i dette indlæg.

Kroppen er skabt til bevægelse og tilpasser sig konstant til de fysiske krav, vi stiller til den. Jo mere vi bruger den, jo smidigere, stærkere og mere tolerant bliver den. Omvendt jo mindre vi bruger den, jo stivere, svagere og mere sensitiv bliver den. Derfor er det bedste, du kan gøre for at undgå smerter i lænden netop at bevæge den – om det er ved specifikke øvelser for lænden, en rask gåtur, zumba eller noget helt andet, er ikke afgørende – bevægelse frem for alt!

Har du fået ondt i lænden?

Hvis uheldet så er ude og du har fået ondt i lænden, er det vigtigt netop at fastholde sine aktiviteter og bevægelser for ryggen.  Smerter er kroppens første forsvar for at undgå vævsskade og derfor spænder musklerne op for at passe på. Dog “glemmer” de nogle gange at slippe igen, når faren er forbi og vi ender med overspændte muskler, der begrænser vores bevægelser og kan ende med at gøre endnu mere ondt grundet det konstante, statiske muskelarbejde.

På den måde kan vi ende i en ond spiral med forværring af smerter og spænding, som bliver endnu sværere at få løsnet op. 

Her kan det være rigtig godt at lave specifikke øvelser for lænden, hvor du forsøger at bryde dette smerte/spændingsmønster med få, simple øvelser, der involverer bevægelse af lænden i alle retninger.  

Ondt i lænden: vores anbefalinger

Slut med forbudt! Generelt er der ikke noget, man ikke må, når man har ondt i ryggen og den vigtigste behandling er at fortsætte sit vanlige aktivitetsmønster. Er du vant til at løbe, dyrke yoga, ride, styrketræne – fortsæt endelig!  Generelt anbefales det at fastholde sine vanlige bevægelser. Dog udtrættes musklerne ofte lidt hurtigere ved smertepåvirkning, så måske du skal skrue lidt ned for afstanden, hastigheden, vægten eller bevægeudfaldet. Vigtigst af alt til dig med ondt i lænden: KEEP MOVING! Dette gælder også, når du er på kontoret! Stillesidden arbejde er en af de største grunde til ondt i lænden, og bør tages fat om på jeres arbejdsplads. 

Mangler jeres virksomhed mere motion inden for arbejdstiden? Så giv vores firma fitness et kig!

Er smerterne opstået ved et højenergisk traume eller oplever du tegn på nerverodstryk*, bør du søge læge. (*udstrålende smerter, kraftnedsættelser, føleforstyrrelser eller har svært ved at holde på gas og vand)