Skip to main content

Øvelser til kontoret

Udgivet af
d. 7. april 2022
hg-forside-kombinationsbehandling

Kontorøvelser

 

Ergonomiske øvelser til kontoret er et emne med stigende interesse – og med rigtig god grund! Der er nemlig flere og flere danske arbejdspladser, hvor medarbejdere døjer med smerter i forbindelse med arbejdet. Mange af disse smerteproblematikker er forårsaget af mangel på fysisk aktivitet, samt for mange gentagne og statiske bevægelser uden variation. Konsekvenserne af stillesiddende arbejde kan meget ofte være smerter i skulder, nakke og lænd, samt stivhed i leddene.

Menneskets krop er bygget til at bevæge sig gennem hele dagen – ikke at sidde stille ved et skrivebord i 8 timer om dagen. Derfor er ergonomiske øvelser et utroligt brugbart redskab, som kan afhjælpe og forebygge mange af de smerter og skader, som skabes i forbindelse med kontorarbejde.

Udover at ergonomiske øvelser på arbejdspladsen kan resultere i medarbejdere uden arbejdsrelaterede smerter, så er der også andre klare fordele ved at lave pause træning i arbejdstiden og have fokus på kontorøvelser. Når man bevæger sig og laver ergonomiske øvelser, får hjernen også et mentalt afbræk, som gør at man efterfølgende er ’genopladet’ og kan arbejde mere effektivt. Derfor bør enhver virksomhed overveje at implementere ergonomiske træningsøvelser på arbejdspladsen – ikke kun for medarbejdernes skyld, men også for at øge effektiviteten på arbejdspladsen.

Kontorøvelser behøver ikke at tage særlig lang tid – faktisk kan 5 minutters ergonomisk træning om dagen gøre en kæmpe stor forskel for kroppens funktionalitet, både på kort og lang sigt. Mobilitetsøvelser kan således laves i en pause og bruges som et middel til at blive sundere – både i krop og sind. Ergonomiske øvelser og pause træning kan både udføres individuelt, såvel som i grupper med kollegaer. Mange øvelser kan laves helt uden nogle redskaber – andre kan laves med elastikker.

I Health Group udfører vi ergonomiske gennemgange af arbejdsstationer hos virksomheder, hvor vi altid udleverer træningselastikker og tilhørende øvelsesprogrammer. Disse træningsprogrammer og vejledninger er nøje gennemarbejdet og målrettet ergonomisk til træning på arbejdspladsen og med varierende sværhedsgrad. Rent praktisk er disse kontorøvelser meget let anvendelige, da de hverken kræver meget plads, tid eller udstyr.

En god måde at implementere og fastholde pause træning på arbejdspladsen, er ved altid at have nogle træningselastikker liggende fremme og klar til at blive brugt, når behovet for bevægelse opstår. Det kan være en god idé at planlægge nogle korte pauser til kontorøvelser i løbet af dagen, eller at aftale faste tidspunkter med kollegaer. På denne måde kan ergonomiske øvelser til kontoret være et tiltrængt afbræk i en dag foran skærmen, samt en god måde at lave nogle sjove og sociale aktiviteter med sine kollegaer.