Skip to main content

Her finder du 10 gode råd til en bedre nattesøvn

Udgivet af
d. 29. marts 2022

Sov godt!

En god søvn er lige så afgørende for at vi trives og har det godt som sund kost og motion. Alligevel viser undersøgelser, at vi inden for de seneste 20 år er begyndt at sove mindre. Her finder du 10 gode råd til en bedre søvn:

  • Gør søvnen til en nydelse, noget du ser frem til og glæder dig til. Søvnen optager en tredjedel af dit liv og betyder meget for de andre to tredjedele. Din søvn er ikke noget, der blot skal overstås, eller som du nødtvungent må acceptere.
  • Prøv at få 7-8 timers søvn hver nat. Afsæt tilstrækkelig tid til din søvn, også selv om du har travlt, eller der kommer en god film i fjernsynet. Søvn styrker både din krop og dit sind, fordi dannelsen af væksthormoner stiger under dyb søvn, og mængden af stresshormoner falder.
  • Sørg for et godt sovemiljø. En god madras, et mørkt, stille og køligt soveværelse og ingen forstyrrende husdyr i sengen. Brug ørepropper og sovemaske eller sæt mørklægningsgardiner op, hvis du er generet af lyd og lys. Soveværelset og sengen er kun til søvn og sex. Soveværelset må ikke få dig til at tænke på alt muligt andet og skal altså helst ikke også være tv-stue, arbejdsværelse eller lignende.
  • Giv dig selv tid til at falde ned og til at slappe af i mindst en time før du går i seng. Slap af med noget behageligt og beroligende, fx stille musik, læsning, et varmt bad eller meditation. Det kan også hjælpe at dæmpe belysningen sidst på aftenen.
  • Undgå koffeinholdige drikke som kaffe, te, cola eller energidrikke efter kl. 16.00. Hold igen med alkohol og rygning, da det også kan forstyrre søvnen.
  • Oprethold en regelmæssig døgnrytme. Stå op på et fast tidspunkt, gå i seng på et fast tidspunkt. Man kan hurtigt få udviklet en forsinket døgnrytme ved at stå senere op og gå senere i seng. Og så bliver det sværere og sværere at komme tilbage til normale sovetider.
  • Husk at få motion! Pulsen skal helst op én gang om dagen. Det giver en bedre søvn, men styrker også din fysiske og psykiske sundhed.
  • Gå hverken sulten eller overmæt i seng. Et stabilt blodsukker er med til at give en rolig, uforstyrret søvn.
  • Undgå at tage bekymringer med i seng. Afsæt tid om aftenen til at skrive bekymringer og forslag til løsninger ned i en dagbog, hvis du ofte er plaget af tankemylder og uro, når du skal sove. Det kan også være en hjælp at lære en teknik til afslapning og til at berolige dig selv. Det kan fx være mindfulness eller vejrtrækningsøvelser.
  • Sovemedicin bør så vidt muligt undgås og reserveres til specielle situationer, hvor man pga. sorg, sygdom, stress eller udtalt bekymring ikke kan sove. Sovemedicin kan udløse depression ved længere tids forbrug. Nogle mennesker mangler tilstrækkelige mængder af det naturligt forekommende og søvnfremmende hormon melatonin og kan derfor have gavn af et tilskud, fx ældre, personer med nattearbejde eller jetlag. Tilskud af melatonin kan købes på recept. Melatonin adskiller sig fra traditionelle sovemidler, idet det ikke fremkalder afhængighed og risiko for misbrug.

Reference

Døjer du med søvnrelaterede problemer? Så læs vores indlæg om hvordan du skal sove for at undgå søvnrelaterede problemer.