Skip to main content

Forskere opfordrer: Gør fysisk træning i arbejdstiden obligatorisk

Udgivet af
d. 11. august 2020
sundhedstjek hos healthgroup

Alt for mange timers stillesiddende eller monotont arbejde bringer os i ubalance. Derfor bør vi motionere på jobbet, siger forskere.

Menneskets stamfædre, som var jæger-samlere på den afrikanske savanne, udviklede en evne til at løbe dyrene på trætte. Til fods nedlagde de byttet, så de kunne få noget at spise.

På savannen udviklede mennesket sig til at blive et løbende dyr.

Men mennesket løber ikke længere for at overleve. I dag tjener mange til føden ved at sidde på den flade foran skærmen dagen lang.

Nemt og bekvemt måske, men meget tyder på, at det stillesiddende arbejdsliv ikke er optimalt for kroppens sundhed.

Flere hundrede tusinder danskere er overvægtige. Over 240.000 har type 2-diabetes, og undersøgelser viser, at en tredjedel hver uge har ondt i nakke eller skuldre.

»Vi er nødt til at tænke ud af boksen og ændre hele samfundet,« siger Chris MacDonald, der har forsket i motion som behandling mod type 2-diabetes sammen med forskere fra Trygfondens Center for Aktiv Sundhed. Læs om det i artiklen Motion fungerer mod diabetes i videnskabeligt forsøg.

Genetisk mismatch

Vi er endt i et genetisk mismatch. Helt ude af trit med vores genetik, der er lige så gammel som de jæger-samlere, der til fods nedlagde dyrene på den afrikanske savanne, skriver Chris MacDonald i sin seneste bog ‘Ikke til forhandling – Livets ligning’.

Mennesket er ikke skabt til at bevæge sig så lidt, som det gør i dag, skriver han. Det inaktive moderne liv gør os syge. For at komme i balance skal vi have mere motion ind i dagligdagen.

»Vi kan for eksempel begynde at tænke træning ind i forbindelse med arbejdspladser,« foreslår Chris MacDonald.

»I løbet af de næste tyve år håber jeg, at det bliver en integreret del af vores kultur, at vi selvfølgelig har en halv time i løbet af arbejdsdagen, hvor vi motionerer. Det skal være noget, vi bare gør. Ligesom vi spiser frokost,« tilføjer han.

Mere træning i arbejdstiden

Motion bør være obligatorisk på jobbet, lyder det også fra forskere, som har undersøgt, hvad man får ud af at bruge en lille smule af sin arbejdstid på at bevæge sig.

»Vi skal have mere træning ind på arbejdspladserne,« siger Just Bendix Justesen, der rådgiver virksomheder i at implementere træningsforløb og derudover er seniorforsker på Syddansk Universitets Institut for Idræt og Biomekanik.

»Det skal være acceptabelt, at træning er noget, man bruger arbejdstid på. Så alle de mennesker, der aldrig får dyrket motion i fritiden, fordi de ikke har tid og overskud, får det gjort,« fortsætter han.

Ansatte bliver sundere

Just Bendix Justesen og kollegaer fra SDU har lavet et forsøg, som viser, at er en sammenhæng mellem træning i arbejdstiden og bedre helbred.

I forsøget blev 200 kontoransatte, der dyrkede en times ugentlig motion i arbejdstiden, sammenlignet med 200 andre der ikke trænede.

Kontoransatte, der trænede en time om ugen, mens de var på arbejde, havde et signifikant bedre helbred målt på blandt andet kondition og blodtryk end kontrolgruppen, viser studiet, som er publiceret i Journal of Occupational and Environmental Medicine.

En tredjedel har ondt i nakke- og skuldre

I ovennævnte forsøg trænede de kontoransatte en gang om ugen med en fast instruktør. De blev samtidig opfordret til at dyrke en halv times daglig motion i fritiden.

Mindre gennemgribende tiltag kan dog også gavne det arbejdende folks helbred, viser forsøg fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA).

Forskere fra centret har gentagne gange testet, om øvelser til nakke, skuldre og ryg hjælper mod smerter. Hver uge har en tredjedel af alle danskere ondt i den del af kroppen, viser undersøgelser.

»Vi har lavet over ti lodtrækningsforsøg med motion på en række forskellige arbejdspladser for eksempel kontorer, laboratorier, byggepladser, slagterier og i plejesektoren,« siger forskningslederen Lars L. Andersen, der er professor på NFA.

»På tværs af jobgrupperne hjælper træning på smerterne,« fortsætter han.

NFA’s forskning i effekten af træning i arbejdstiden er publiceret i videnskabelige tidsskrifter. Se for eksempel herherherher og her.

Styrketræning reducerer smerter markant

Lars L. Andersen og kollegerne har blandt andet undersøgt, hvad kontoransatte får ud af at træne 3 gange 20 minutter om ugen.

»Det var målrettet styrketræning i de områder af kroppen, de havde ondt i. Træningen mindskede deres smerter markant i forhold til en kontrolgruppe, som cyklede tre gange om ugen,« siger Lars L. Andersen.

»Vi gik videre til andre jobgrupper, hvor vi fandt det samme. Vi kiggede også på det sociale sammenhold. Det blev styrket af, at de ansatte trænede sammen,« tilføjer han.

Forbeholden professor: Utidig indblanding

Forskerne anbefaler, at træningen er obligatorisk og struktureret. Ellers løber det ud i sandet, og kun de medarbejdere, som i forvejen er i form, dukker op.

En tredje, Helge Hvid, som ikke har forsket i træning i arbejdstiden, men til gengæld har mange års erfaring som arbejdsmiljøforsker, er dog forbeholden overfor ideen om at indføre obligatorisk motion.

»Jeg er bange for, at der er en del medarbejdere, som ikke synes, det er en god idé. De vil opfatte det som utidig indblanding i deres måde at leve livet på,« siger Helge Hvid, der er professor emeritus på Roskilde Universitets Center for Arbejdslivsforskning.

»Nogle mennesker synes ikke, at arbejdspladsen skal bestemme, om de skal motionere eller ej. Det er man nødt til at tage højde for. Hvis der opstår for stor modstand, virker det ikke,« fortsætter han.

Afgørende, at der er mening med galskaben

Hvis en virksomhed mod medarbejdernes vilje indfører et obligatorisk træningsforløb, kan det få konsekvenser for forholdet mellem ledere og medarbejdere, advarer Helge Hvid.

»Ledelsen mister legitimitet og autoritet, hvis den indfører noget, som, folk synes, er åndssvagt,« siger han.

Det er afgørende, at medarbejderne kan se en mening med træningen, at ledelsen engagerer sig, og at der er nogen, som tager initiativ og holder fast. Det kan enten være en, som er ansat til det, eller en ildsjæl på arbejdspladsen, siger forskerne.

I en kommende artikel her på Videnskab.dk kan du læse forskernes tip til, hvordan man kan komme i gang med at motionere på arbejdspladsen.