Skip to main content

Flertal siger ja til obligatorisk træning i arbejdstiden

Udgivet af
d. 5. april 2019

Danskerne er positive overfor træning i arbejdstiden, viser ny Wilke-måling for Avisen.dk. Borgmester i Københavns Kommune, Sisse Marie Welling (SF), mener, at træning kan forebygge nedslidning. Hun bakkes op af forsker og plejehjem.

Et stort flertal af danskerne støtter op om obligatorisk træning i arbejdstiden. Det viser en ny måling, som analyseinstituttet Wilke har foretaget for Avisen.dk. 4 ud af 5 danskere mener, at det enten er en ‘rigtig god idé’ eller en ‘god idé’, at englehop og “squats” bliver en del af jobbeskrivelsen på flere arbejdspladser.

Undersøgelsen er foretaget på et tidspunkt, hvor debatten om nedslidning og den enkeltes evne til at arbejde til en sen alder er central på den politiske dagsorden.

I Københavns Kommune mener Sundheds- og Omsorgsborgmester, Sisse Marie Welling (SF), at træning i arbejdstiden kan være med til at holde eksempelvis sosu’en længere på arbejdsmarkedet.

Holde til langt arbejdsliv

– Nyuddannede sosu’er i starten af 20’erne skal arbejde, til de er over 73. Hvis det skal kunne lade sig gøre, uden at de bliver slidt ned og skal have en førtidspension, er jeg som arbejdsgiver nødt til at passe på dem og sørge for, at de kan holde til et langt arbejdsliv. At træne i arbejdstiden er en del af det for os, siger borgmesteren.

Kommunen indførte i 2017 et krav om obligatorisk træning i arbejdstiden for alle ansatte inden for pleje, køkken og rengøring som led i et to-årigt projekt. Man skal træne minimum en time om ugen, for at det giver pote.

Projektet blev indført på baggrund af et pilotprojekt, der viste, at lændesmerter blev reduceret med næsten 30 procent. Samtidig blev både energiniveau og søvnkvalitet forbedret.

Sved på panden

På Amager får sosu’er samt køkken- og rengøringspersonale pulsen op hver uge på plejehjemmet Peder Lykke Centret, når der står obligatorisk træning på skemaet. Centerchef Mette Olsen er godt tilfreds med, at medarbejderne får lidt sved på panden, når der skal trækkes i elastikker og strækkes ud.

– Jeg synes, at det er en god investering. Endelig er der nogen, der siger, at vi har brug for motion. Der er mange der tror – også medarbejdere – at de får træning nok ved arbejdet, som det er. Men det er netop en af de misforståelser, der er. Det skal være en ordenligt form for træning, siger hun. “Jeg ved, at hvis vi ikke motionerer, så bliver vi nedslidte, uanset hvad vi laver. Man har træning i brandvæsnet, politiet og andre brancher, hvor man bruger sig selv rigtig meget både psykisk og fysisk. Så jeg synes egentlig, at det er helt fair,” siger Centerchef for Peder Lykke Centret på Amager, Mette Olsen. Foto: Sigrid Friis Neergaard

Reducering i sygefravær

På Syddansk Universitet noterer professor emeritus på Institut for Idræt og Biomekanik, Gisela Sjøgaard, udviklingen med interesse. Hun er en del af Forskningsenheden for Fysisk Aktivitet og Sundhed i Arbejdslivet og har forsket i træning og arbejdsliv siden 2006.

– Vi kan påvise i nogle undersøgelser, at der kommer mindre sygefravær, hvis medarbejderne træner mindst en time om ugen. Alle kan få gavn af det. Kroppen bliver stærkere og kan bedre tåle de belastninger, der er i arbejdet, siger hun og tilføjer, at forskningsenheden ikke har fundet nogen ulemper ved træning i arbejdstiden.

Sisse Marie Welling har ikke nogen beviser på, at sygefraværet bliver reduceret, men hun har også store forventninger til projektet.

– Vi kan dokumentere, at de ansatte mærker en reduktion i nakke- og lændesmerter, som er nogle af de nedslidningstegn, vores sosu’er kan få. Derfor forventer jeg, at vi vil se en reduktion i den del af sygefraværet, der skyldes smerter i bevægapparatet, siger hun.

På Peder Lykke Centret er det endnu for tidligt at sige, om det vil have en effekt på sygefraværet, men Mette Olsen er håbefuld. Det kommer automatisk, når man passer på kroppen.

– Jeg tror, at vi vil se en forskel på korttidsfraværet på den lange bane. Kroppen i sig selv er et hjælpemiddel, og hvis du ikke er stærk og vedligeholdt, så er jeg ikke sikker på, at folk har det godt, når de går på pension, siger hun.

Kilde