Skip to main content

Er det sult eller følelser?

Udgivet af
d. 14. januar 2020

Stress, følelser og vaner får os til at finde snacks frem. Så får man hurtigt spist en plade chokolade når man er ked af det eller spist dobbelt portion når man er ensom. Levnedsmidler er stort set tilgængelige hele døgnet og bliver ikke kun indtaget når sulten rammer. For mange er første skridt indsigt i hvornår og hvorfor man spiser, da nogle måske ikke lægger mærke til, at deres madindtag bliver styret af følelser.

Læg mærke til dine følelser når du spiser

Mange prøver en slankekur, men tager de kilo på igen de havde tabt så snart de mister motivationen, da de falder tilbage i de gamle vaner og spiser følelsestyret. Hvis man beskæftiger sig med det kan man lære at finde andre metoder til at håndtere sine følelser. Og lærer man at mærke efter hvornår man egentlig er sulten, så kan man få et sundere forhold til mad uden at skulle tælle kalorier og uden at have en liste med forbudte fødevarer. Hvis man bevidst arbejder med at undersøge sine spisevaner og prøver at lægge mærke til hvilke følelser man har når man spiser, kan man begynde at spotte hvilke følelser, der får os til at spise, på trods af at man ikke mærker sult.

Hvilke følelser får os ofte til at spise?

Så kan man fremover have nemmere ved at træffe en beslutning om hvordan man vil håndtere de følelser og vælge det fra, at dulme følelserne med mad. Typiske følelser, der får os til at spise er frustration, stress, belønning eller kedsomhed. Ofte er det et mønster man har haft i mange år, måske endda igennem det meste af sit liv. Da det er så indgroet en vane kan det være udfordrende at ændre. For nogle vil det måske være nemmest, at tydeliggøre det, ved at skrive ned hvornår man spiser, selvom man ikke er sulten – en form for dagbog. På den måde kan man få et overblik og en indsigt i, hvad der trigger én til at spise.

Gode råd til gode spisevaner

Derudover er det en god øvelse, at øge sin kropsbevidsthed og prøve at lægge mærke til hvordan det føles at være mæt, sulten og tørstig. Mange har ikke mærket følelsen af sult i lang tid, da man er så vant til at spise på de samme tidspunkter og snacke mellemmåltider, så man slet ikke når at blive sulten. Det er ikke forbudt, at spise på de samme tidspunkter hver dag, men blot en enormt god øvelse at lære at mærke efter. De fleste kan sikkert genkende det, at man spiser op for ikke at efterlade noget på tallerkenen. Det gør vi på trods af at vi er mætte. Men hvorfor? Det giver os en tung fornemmelse af at være overmætte og i sidste ende er det som regel en for stor mængde af mad, der er årsag til overvægt. Det er én af de vaner, vi har taget med os fra barndommen, da vi måske har fået at vide, at det regner i morgen, hvis ikke vi spiser op. Tag i stedet en mindre portion og mærk efter om du er mæt. Hvis ikke du er det, kan du sagtens øse op igen. Der er ingen grund til at spise for meget, bare for ikke at efterlade noget på tallerkenen. Men er det ikke madspild, at smide mad ud? Om madrester lander i skraldespanden eller i din mave gør ingen forskel, udover at det sætter sig på sidebenene, hvis det lander i maven. Undgå madspild ved i første omgang ikke at handle for meget mad ind og ved ikke at tilberede meget mere end I kan spise. Hvis der er rester tilovers, så gem dem til næste dag eller smid dem i fryseren.

Af Josefine Huusom