Skip to main content

En sundere påske: Tips og tricks

Udgivet af
d. 26. marts 2024
Hold dine medarbejdere forårsklar

Påsken står for døren, og den er fyldt med glæde, traditioner og selvfølgelig også lækker mad. Men det betyder ikke, at vi skal gå på kompromis med vores sundhed. Tværtimod kan vi med nogle simple tips og tricks skabe en påske, der er både festlig og sundere. Her er nogle råd til, hvordan dette kan ske:

Det første, man kan tænke på, er maden, der bliver serveret, og de lange påskefrokoster kan her hurtigt blive fyldt med lidt for lækre sager. Så vi starter med at kigge på, hvad man kan gøre for at ændre på nogle småting, så frokosten stadig er lige så lækker men en smule sundere.

Sundere alternativer til påskefrokosten:

Hjerteforeningen har lavet en liste med 5 tips til, hvordan man kan gøre påskefrokosten sundere. De er som følgende:

1. Udskift den store tallerken med en mindre.
2. Stil alkoholfrie øl og postevand på påskebordet.
3. Udskift det mættede fedt med det umættede.
4. Spis kvarte stykker rugbrød.
5. Rejs dig fra påskebordet og afsted på påskeæggejagt.

Det leder os til næste tip, nemlig at lave nogle aktive påskeaktiviteter:

En påskeæggejagt hvor man kommer udenfor og er aktiv, kan nemlig være en rigtig fin ide. Man kan selvfølgelig også blot tage på en påskeløbetur eller en cykeltur. Det giver (forhåbentlig) mulighed for at nyde solen og det dejlige forårsvejr samtidig med, at I får bevæget jer. Overvej også at arrangere en konkurrence med sjove og fysiske udfordringer for at få pulsen op. Dette kan man også gøre på arbejdet op til påskeferien, som en god måde at starte ferien med at få lidt motion på arbejdspladsen.

Alternativer til chokolade:

Skift noget af alt påskechokoladen og snolleret ud med grøntsager og frugt. Det kan fx være ved at lave et lækkert fad med en masse forskellige sunde alternativer til slikket. Derudover er det jo ikke farligt at spise en smule chokolade – det handler altid om mængder og kontekst.

God påske!