Nye retningslinjer om søvn
Søvn og sundhed går hånd i hånd – og alligevel er søvn noget, alt mange tager for givet. Nye tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at flere danskere oplever søvnproblemer, og det er problematisk, mener eksperter. Mangel på søvn kan få store konsekvenser for menneskers generelle trivsel, og derfor er der nu nye anbefalinger om, hvor lang tid vi skal have vores nattesøvn.
Sover du også for lidt?
Når døgnet aldrig synes at have nok timer, er det nemt at nedprioritere sin søvn. Men hvis du regelmæssigt skærer ned på de nødvendige søvntimer for at klemme flere aktiviteter ind i din dag, skal du tænke dig om.
Undersøgelser viser nemlig, at mange af os ikke får den mængde søvn, vi har brug for. Det efterlader os ikke bare trætte og uoplagte – men kan også have alvorlige langsigtede konsekvenser for vores helbred.
Så næste gang du overvejer at blive lidt længere oppe for at se endnu et afsnit af din yndlingsserie eller tænker på at arbejde sent ind i nattetimerne, så husk, at din krop og sind har brug for hvile for at fungere optimalt.
De nye anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen
De nyeste søvnretningslinjer fra Sundhedsstyrelsen er baseret på omfattende data om danskernes søvnvaner. Sundhedsstyrelsen anbefaler nu, at voksne mellem 18 og 65 år skal sove mellem 7 og 9 timer hver nat – dog kan der være individuelle behov for mere eller mindre søvn.
Statistik viser, at i 2023 sov 64 % af de voksne mellem 18 og 64 år de anbefalede 7-9 timer hver nat. Derimod sov 32 % mindre end de anbefalede 7 timer, og 4 % sov mere end 9 timer.
For dem over 65 år var tallene anderledes; kun 38 % nåede den anbefalede søvntid på 7-8 timer, 35 % sov mindre og 27 % sov mere end anbefalet.
Blandt skoleelever var mønstret også bekymrende. Omkring hver 10. elev i 5. klasse sov 8 timer eller mindre om natten, og denne andel steg til omkring 2/3 blandt elever i 9. klasse. Dertil rapporterede flere piger end drenge i 5., 7. og 9. klasse om dårlig og urolig søvn flere gange om ugen.
En stor del af de unge mellem 16 og 24 år angav, at underholdning fra skærme var en primær årsag til, at de ikke følte sig udhvilede. Netop derfor foreslår Sundhedsstyrelsen nu også, at man skal overveje at gå tidligere i seng og slukke for skærmen efter sengetid.
Derfor skal du prioritere din søvn
Faktorer, såsom arbejdspres og digital tilstedeværelse, kan skubbe søvnen ned på prioriteringslisten. Mange af os fristes til at skære ned på søvnen for at nå vores mål, eller fordi vi er bange for at gå glip af noget, der sker online. Dette kan dog have alvorlige konsekvenser for både vores fysiske sundhed og mentale velbefindende.
De 3 S’er – Søvn, Stress og Sundhed nævnes ofte sammen – og det er ikke helt tilfældigt.
Mangel på søvn er blevet forbundet med alt fra øget stress og nedsat immunforsvar til højere risiko for kroniske sygdomme som hjerte-kar-sygdomme og diabetes. En god nats søvn er altså ikke kun vigtig for at føle sig udhvilet – den er også nødvendig for at passe på din sundhed.
Har du svært ved at sove om natten? Så læs vores 10 gode råd til en bedre nattesøvn.