Skip to main content

30 minutters motion, men stillesiddende resten af dagen

Udgivet af
d. 11. december 2019

Er det okay, hvis man lever op til Sundhedsstyrelsens anbefaling om at være fysisk aktiv mindst 30 minutter om dagen, hvis man resten af døgnet er fysisk inaktiv og stort set ikke bevæger sig?

Der er sikkert mange der kan nikke genkendende, hvis man beskriver en almindelig hverdag således: Jeg tager bilen til arbejde, sidder på min kontorplads i arbejdstiden og får kun rejst mig når jeg skal på toilettet eller have noget mad og kaffe, jeg tager bilen hjem og tilbringer resten af aftenen på sofaen inden jeg går i seng. På arbejdet er der travlt og efter arbejdet har jeg ikke energi til at tage ud og motionere.

Gode råd til at blive mindre inaktiv

Men hvis nu man er fysisk aktiv i bare 30 minutter om dagen, som Sundhedsstyrelsen anbefaler, lever man så sundt nok? Forskning fra de seneste år viser, at det at være fysisk inaktiv i mange timer i streg øger risikoen for sygdom og tidlig død. Det gælder også selvom man så er aktiv i de 30 minutter om dagen. På baggrund af det er hver form for motion selvfølgelig bedre end ingenting, men det gælder ligeledes om at få afbrudt de stillesiddende timer med lidt aktivitet. I de mange stillesiddende timer man måske har på arbejdspladsen er det en god ide, at rejse sig fra kontorstolen flere gange i løbet af dagen. Gå ned og hent vand eller en kop kaffe flere gange om dagen i stedet for at tage en hel kande med til skrivebordet, gå hen til din kollega og videregiv en besked mundtligt i stedet for at sende en mail eller tag en tur op og ned af trapperne, bare for lige at få bevæget dig lidt. Uden for arbejdstid er det selvfølgelig også vigtigt at få bevæget sig. Skift bilen ud med cyklen og streg en halv time af tv-tiden for at gå en aftentur i stedet.

Små bevægelser hjælper

Disse små bevægelser vi gør i løbet af dagen, men uden at dyrke motion, kaldes også for NEAT (non-exercise activity thermogenesis). Disse små bevægelser forbrænder også energi og er i den grad også med til at øge dit aktivitetsniveau i løbet af dagen. Den der rejser sig får mere NEAT-aktivitet, end den der bliver siddende. Den der går over til sin kollega for at tale får ligeledes mere NEAT-aktivitet end den der bliver siddende og sender en mail. Selv de mindste bevægelser tæller. NEAT-aktiviteter har ikke samme effekt på kroppen som mere intens træning, men de er med til at holde vægten og til at holde kroppe i gang.

Ifølge forskning er det en sundhedsmæssig fordel, at få afbrudt mange timers inaktivitet med lidt bevægelse. Og derudover er det fornuftigt, at få mindst 30 minutters motion om dagen.

Af Josefine Huusom